Der er ingen tvivl om at vi kan opleve stærk sorg, når vi mister vore nære familiemedlemmer. Der hersker hos de fleste af os en medfølgende accept af, at der hos de efterladte kommer en efterfølgende periode af forskellige former for sorgreaktioner. Det overrasker os ej heller om sorgen findes tydelig i længere tid eller hvis den påvirker helbredet, både mentalt og fysisk.
Sorg nederst i hirakiet
– At der findes et hiraki af rettighed for sorg, tænker vi nok ikke altid så bevidst over. For eksempel, eksisterer retten til en lang dyb sorg ved f.eks. en nær vens død? Eller hvad med betydningen af dødsfald udenfor de genetiske familiebånd? Hvordan forstår vi det i forhold til forståelsen af påvirkningen af vores trivselstilstand, helbred og livstilfredshed ved oplevelsen af tab? Det er der nu nogle australske forskere som kigget på. Konklusionerne peger på at vi alle bør tage dødsfald af en nær vens langt mere seriøs end tidligere. Ligeledes skal vi, der er omkring, ændre på måderne som vi hjælper de der har mistet en ven.
Traumatiske tab og lysten til livet
Jeg oplever i klinikken til tider mennesker som oplever livs-vanskeligheder og at de er ‘gået i stå’. I løbet af terapien har der vist sig armønstre fra een eller flere perioder af undertrykt og nedprioriteret sorg efter et stærkt tab. Flere gange har tabet været en nær vens bortgang.
Faktisk kan det overraske mange at der kan følge stærke styrende reaktioner i form af stagnering, immobilltet og handlingslammelse med i livet, – efter at have mistet en kær ven, et kært kæledyr eller til tider et job. Tab, som i manges øjne ikke tæller som noget vi har ret til at sørge længe over.
Jeg har oplevet klienter, som med overraskelse i løbet af en terapeutisk proces finder mening, forståelse og perspektiv til deres nuværende livstilstand. De får kontakt til en forståelse af dem selv. Det kan oplevels skamfuldt at tabet af deres nære ven skabte dem større sorg og smerte end tabet af en nær slægtning i blodsbånd.
Klienterne har i den terapeutiske process bl.a. bearbejdet at de i sorgen har oplevet forkerthed, isolationstendens samt stor manglende forståelse for deres sorg fra omgivelserne. Det kan være en temmlig smertefuld verden at skulle orientere og fungere i, samtidigt med at være i dyb sorg. Forholdene kan opleves som uforløste traumatiske hændelser , som stærkt kan hindre ens evne til at kunne regulere eget nervesystem samt forstyrre livsbalance og kontakt til egne ressourcer.
– At slippe fordomme og anerkendende acceptere forholdene som de er, kan forløse traumer og skabe sundere reguleret nervesystem.
Min erfaring er at dét at have oplevet en manglende støtte og forståelse for at have mistet en ven, både kan være en proces som tager tid og som sætter sine spor. Heldigvis er det muligt at komme videre.
En mulig vej videre
– At skabe meningsdannelse, få forståelse for egne livsløsninger og -strategier, få placeret andres adfærd udenfor eget personlige felt og at anerkende sig selv som man nu en gang er, kan være afgørende for at kunne slippe en patologisk blivende sorg. Det kan være en vej til at kunne leve med tabet af en ven samt at genfinde livsglæde og lysten til for at kunne komme videre i livet.
Retten og tiden til at sørge
Sorg er mange ting og aldrig helt ens. Det er et faktum som ikke står at ændre. Det kan være befriende at opleve at ens omgivelser acceptere forskellighed. Det er forskelligt hvordan vi sørger og ligeledes er der i min erfaring ingen bestemt rækkefølge af sorgprocesser. Vi kan hoppe rundt i forskellige stadier, frem og tilbage, – også i tid. Nogle gange kan vi pludselig rammes af en lammende sorg, måneder eller år efter vi mistede. Det er helt normalt.
Min erfaring er at det er vigtigt for os mennesker at opleve (selv-)anerkendelse, rumlighed og støtte fra vores omgivelser i tilfælde af relationstab. Der bør ikke skelnes, skyndes eller dømmes fra os omkring den sørgende. Oplevet sorg er sorg.
Den som sørger oplever desværre ofte manglende forståelse fra deres omgivelser, – om omgivelserne er arbejds- , uddannelsesrelateret eller personale arbejdende i sundhedsektoren. Manglende accept kan virkelig gøre tabet og sorgen meget tabubelagt, og resultere i længerevarende reaktioner, mistrivsel og livsvanskeligheder.
Undertrykt sorgforløb
Mange som har mistet, oplever at omgivelser forventer en hurtigt recovering, et ‘jeg-er-kommet-videre-i-livet’ og at vi efter 1-3 måneder er oppe i normal flow og fart. Vi kan også selv forvente at vi skal komme hurtigt viedere i livet. Det er ofte ikke tilfældet, faktisk er det ofte dér følelsen af alenehed slår til, og sorgen rammer een stærkt, mens omgivelserne har glemt at man har mistet sin nære ven. Så er det at vi typisk pakker sorgen væk og den undertrykkes med ofte usunde følger som er svære at forstå.
Det kan virkelig tage tid at komme videre efter en nær vens dødsfald, især når vi er ene om at sørge og der ikke opleves forståelse fra omgivelserne. Det kan være vældig overvældende for vores system, både mentalt og fysisk. Mange af os ved ganske enkelt nogle ikke hvordan vi kommer videre. Der har vi brug for ‘den anden’, lige dér hvor vi færdes. Vi har brug for at blive set og anerkendt i at have retten til at sørge og ikke mindst tid til det.
Mangel på forståelse og tankelæsere
Der er ingen skam i at søge og modtage støtte og hjælp. Det er naturligt og i orden at bede om omsorg og støtte!
Nogle gange ved omgivelserne bare ikke hvordan de skal hjælpe, og så lader de måske som ingenting. Så jeg anbefaler at hvis det er muligt, så kan det være hjælpsomt at fortælle hvordan verden vender imens du sørger. Det kan forbedre forståelse at fortælle omgivelserne om betydningen af relationen og tabet. Det er ikke sikkert at det er nemt hverken for dig som har mistet eller de som skal rumme den som sørger. Vær klar på at det er naturligt og ok. Det kan være udfordrende og opleves magteløst at se eller høre at der sørges, uden at kunne gøre noget. Det må godt være svært og der må godt forsøges flere gange. Vigtigst er at du som den sørgende får sagt højt hvordan du har det.
Døden er den naturlige del af livet som vi alle skal møde, men det ændre jo ikke på at dét at være den efterladte og levende kan opleves svært.
Er du pårørende i omgangskredsen?
Kender du een som har mistet en nær ven, så er det min erfaring godt at lade være med ‘at gå rundt om den varme grød’. Det er bedre at være direkte, og spørge forsigtigt ind til behov og humør hos den som har mistet.Det er også okay at spørge om lov til at spørge ind til status.
Tit er det nok at du ‘bare’ er der uden at skulle gøre noget. Virkeligheden er jo at vi som pårørende ikke kan fjerne smerten og dét kan frembringe magtesløshed og frustration. Det er okay at sige højt at du ikke ved hvad du skal gøre, og alligevel blive i kontakt uden at gå væk, -bare blive.
Så du kan give tilbud til forståelse og rumlighed, det støtter oftest. Hvis du kan acceptere et ‘nej tak til hjælp’ eller ‘en afvisning’ med et smil og et “okay, helt iorden” , så kan det være en ganske stor støtte. Det at blive set i ens sorg, men uden at man som sørgnde skulle stille nogle tilfredse, kan være vældig helende.
Det kan også hjælpe at tale med en behandler. Det siger både forskningen, min erfaring og tidligere klienter som har bearbejdet deres tab hos mig i klinikken.
Nytænkning og forandring
Det er værd at reflektere over den generelle forestilling af hvad vi ser som accepteret som værende en betydningsfuld nær relation. For som forskerne fra Australien påpeger, så er jeg totalt enig i at de nære psykologiske slægtninge kan være andet end familiemedlemmer. Hele vores traditionelle familiemønster og i det hele taget måden vi skaber interpersonelle relationer på, er i forandring. Vores nære og betydningsfulde psykologiske forbindelser kan sagtens gå en hel anden vej end gennem blodets bånd. Jeg møder mange mennesker i mit professionelle arbejde, hvor tabet af en nær ven har bragt dem i dyb alvorlig sorg.
Jeg tænker at den eneste som kender dybden og alvoren i et tab af en ven, er den som mister. Det bør vi respektere og indtage seriøst i vores måde at se verdenen på.
Forskningen; ‘Døden af en nær ven’
Dette skriv er inspireret af et australsk forskningsarbejde, som har brugt data modtaget fra 26,515 mennesker i tidsrummet 2002-2015. Forskningen blev publiceret i april 2019 af Liz Forbats profil (University of Stirling) og Wai-Man Lius profil (Australian National University).
Her er link til deres meget spændende abstract: “Death of a close friend: Short and long-term impacts on physical, psychological and social well-being”, Plos One (2019) DOI: 10.1371/journal.pone.0214838
Du kan her læse en dansk artikel, som beskriver forskningen. Læs Videnskab.dk’s Forskningszonen, en oversættelse af en artikel fra http://theconversation.com/uk.
Seneste kommentarer