TRAUME, CHOK OG KRISE
In that space there is our power to choose our response.
In our response lies our growth and freedom”
Afgørende for, om du har været igennem en traumatiserende hændelse er, om du har oplevet hændelsen for værende traumatiserende. Dermed er det ikke graden af voldsomhed der bestemmer, om hændelsen har været traumatiserende. – Det kan være en hvilken som helst oplevelse.
De fleste forbinder imidlertid traumatiske begivenheder med voldsomme hændelser som:
- Fysisk eller psykiske overgreb, som f.eks. vold eller overfald
- Nærdøds oplevelser
- Komplicerede graviditeter og fødsler
- Ulykker, eks. trafikuheld
- Katastrofeoplevelser i forbindelse med krig eller naturkatastrofer
- Observation af barske og frygtelige hændelser.
Som uddannet SE terapeut arbejder jeg ud fra Peter Levines tilgang til traumeterapi, hvor et psykisk traume betragtes som en voldsom stressreaktion, der har sat sig i kroppens mest primitive del af nervesystemet.
Ubehandlet forbliver den traumatiske hændelse derfor ved med at forstyrre vores måde at fungere på i nutiden, – også selvom der kan være gået mange år siden den traumatiserende hændelse fandt sted, og selvom vi ikke selv altid er bevidste om sammenhænget mellem hændelsen og de utilsigtede problemer, den skaber sidenhen.
Mennesker, som har været udsat for traumatiske hændelser får derfor ofte ikke den behandling de har brug for.
Dette skyldes, at den traditionelle samtaleterapi ikke når ind til den del af kroppen der har lagret den traumatiske begivenhed i nervesystemet.
En vellykket traumeterapi kræver derfor, at der arbejdes med samspillet mellem hjerne og krop.
I traumebehandlingen benytter jeg mig af forskellige elementer fra min palet af efteruddannelser, og jeg bruger gerne metoder og redskaber hvormed du kan lære at støtte dig selv .
Her især Somatic Experiencing, den kropsterapeutiske metode SOMA – som er en videreudvikling og fordybelse af Somatic Experiencing samt EMI, (Eye Movement Integration) en neuroterapeutisk behandlingsmetode.
Der er så mange gode fagfolk som ved noget om traumbehandling, og jeg henter inspiration og læring mest muligt fra de jeg kender til. Jeg er foruden ovennævnte også stærkt inspireret af følgende specialister fra forskellige faggrupper: Ale Duarte, Bruce Perry, Dr. Dan Siegel, Dr. Stephen Porges og Merete Holm Brandtbjerg.
Karinas datter Maria var begyndt at få kærester, men der var altid tale om kortvarige forhold og det var hyppigt hende, som blev forladt. Datteren Maria reagerede altid med at blive meget ulykkelig. Karina var meget bekymret for, at hendes datter gentog nogle af de smertelige fejl, hun selv havde begået i sit liv. Men hun kunne ikke nå ind til sin datter. Når hun ville tale med sin datter fik hun at vide, at hun ikke forstod noget som helst og at hun bare skulle blande sig udenom. Karianas forsøg på at tale med sin datter endte tit i skænderier, so også gik over hendes forhold til Peter.
Under terapien kom det frem, at Karina selv havde været udsat for en traumatiserende begivenhed som 12 årig, da hendes far pludseligt og uventet døde i et trafikuheld. Karinas mor kom sig aldrig over dødsfaldet, som sjældent blev italesat i familien.
Karina følte sig ladt alene med alle sine følelser. Hun blev ved med at dyrke sin elskede sport, gjorde skolen færdig og læste efterfølgende på universitetet. Hun havde dog altid haft en grundfølelse af at der manglede noget i hendes liv og at hun ikke hørte til. Karina havde haft mange kærester, men forholdende holdt sjælden længe siden hendes partnere ikke kunne leve op til Karinas behov for anerkendelse og ønske om at føle sig set og hørt. Hun kunne gå fra at have eksplosive følelsesudbrud og andre gange få angstanfald med isolation og stærk følelse af meningsløshed.
Da hun lærte Peter at kende syntes det at være det perfekte match. Peter var et roligt menneske som elskede Karina betingelsesløst og gav hende følelsen af, at han for altid ville blive ved hendes side.
Parret blev gift og da Karina ved akut kejsernit fødte sin datter Maria, havde hun til sin egen overraskelse svært ved at føle ægte glæde.
Karina havde konstant en underliggende frygt for, at Maria lige pludseligt kunne forsvinde ud af hendes liv igen. Karina havde svært ved at vise sine følelser overfor Maria. Dette havde påvirket hendes bånd til Maria, der som følge ikke følte sig elsket. Peter havde været en stabil klippe indtil problemerne med Maria og skænderierne begyndte. Nu følte Karina sig tit svigtet af Peter, der gang på gang når bølgerne gik højt syntes at holde med sin datter.
Selvom Karina godt var klar over, at faderens tidlige og voldsomme død havde været hård for hende, havde hun aldrig selv tænkt over, at der kunne være sammenhæng mellem hendes problemer i familien og dette ubearbejdede trauma.
I traumeterapien fik Karina en bedre forståelse af samspillet mellem fortid og nutid.
Karina fik en forståelse for hvilken betydning faderens voldsomme død, samt den traumatiserende fødsel af sin datter, havde haft for både hende og hele hendes familiesystem, heriblandt også hendes måde at forholde sig til sin datters liv på.
Ved nænsomt arbejde med sit nervesystem og kropsorienterede samtaler lykkedes det Karina at ændre hendes relation til disse ubearbejdede traumer og integrere dem, således at det lykkedes hende at opnå større balance og sammenhæng i hendes liv. Det var tydeligt for Karina at forandringsprocessen både var nødvendig og også udfordrende. Der var flere gamle indgroede adfærds- og reaktionsvaner som skulle fornyes og neutraliseres.
Karinas forhold til datteren og hele familien blev markant løftet ved at opnå en gensidig forståelse og anerkendelse af hinandens udfordringer. Desuden oplevede Karina at få mindre uro i kroppen og et bedre søvnmønster.